01.12.1997 

Da Frau Erhardt blev enke..

Nordnorge er et fantastisk sted, storslåede uspolerede landskaber, ren luft, rent vand og venligsindede mennesker. Dette er nogle af de gode grunde til, at så mange mennesker vælger at trodse kulden og vintermørket og bosætte sig i Tromsø, Nordnorges hovedstad. Omkring Tromsø er landskabet gennemskåret af dybe fjorde, på kryds og tværs således at en stor del af den faste grund faktisk er øer. De mange naturhavne der således er opstået blev udnyttet af blandt andre den tyske Krigsmarine under den seneste verdenskrig, da de nordnorske fjorde tjente som baser og skjulested for de krydsere, jägerskibe og undervandsbåde som admiral Raeder satte ind mod de allieredes ishavskonvojer. En af de farligste trusler mod denne for Rusland så livsvigtige forsyningslinie var slagskibet Tirpitz, som i den sidste halvdel af krigen var udstationeret i nordnorge, med baser bl.a. ved Nordkap og Tromsø.

Tirpitz var sammen med søsterskibet Bismarck den tyske flådes største slagskibe. De var hver 245 meter lange og havde et displacement på 41.700 tons. Med deres 140.000 hestes højtryksturbiner kunne de trods deres enorme størrelse pløje sig gennem Nordatlanten med en hastighed på over 30 knob. Slagskibene var udstyret med 380 mm kanoner, der via ildledningscentralernes måleudstyr var præcise nok til at ramme fjendtlige skibe på meget lang afstand. Uanset hvad man måtte mene om det nazistiske tysklands menneskeforagtende og grusomme gerninger, må det indrømmes at de tyske våbensystemer faktisk på mange områder var de allieredes teknik overlegne, hvilket især viste sig i de første krigsår. Således var den britiske flådekommando blevet meget ubehageligt overrasket over præcisionen i Bismarcks salver, da dette slagskib i 1941 fra 17 kilometers afstand sænkede det engelske slagskib HMS Hood. At tyskerne kunne skyde sig så præcist ind på målet fra så stor afstand og allerede i anden salve sænke det britiske flagskib, indgød naturligvis stof til eftertanke.

Tirpitz lå på lur i de norske fjorde og var til stor gene for de allieredes ishavskonvojer, selvom skibet faktisk kun ganske få gange blev sat ind mod disse konvojer. Den blotte tilstedeværelse af Tirpitz, var nok til at tvinge de allierede - primært briterne - til at omlægge konvojruterne og permanent udstationere en del af den engelske flåde til ishavet. Disse skibe var derved bundet og kunne ikke gøre nytte i de andre havområder hvor Royal Navy operede. Da den tyske flåde ved norgesfelttogets begyndelse havde indtaget en række strategisk vigtige norske havnebyer, reagerede englænderne bl.a. ved at sende en flådestyrke med slagskibet HMS Rodney til Narvik. Tyskerne havde en håndfuld jägerskibe af destroyerstørrelse i fjorden, som var englænderne helt prisgivet og som, ét efter ét, blev skudt i smadder af Rodneys sværtkalibrede kanoner.

Samme procedure kunne ikke anvendes mod Tirpitz, som var i stand til at bide fra sig på en helt anden måde. Først forsøgte det engelske admiralitet at sende dværgundervandsbåde igennem netspærringerne i Altafjord, hvilket delvist lykkedes da en 500 kg sprængladning blev bragt til sprængning under kølen og satte skibets tre turbiner ud af drift i adskillige måneder. Tirpitz flød dog stadig og englænderne havde ikke mulighed for at vurdere omfanget af skaderne, ejheller slagskibets kampduelighed. Der gik nu et helt år, hvor Tirpitz stadig bandt værdifulde britiske flådestyrker i ishavet. Den allierede overkomando besluttede da at forsøge at udnytte det faktum at de allierede luftstyrker på dette tidspunkt blev stadig mere dominerende i luftrummet over Norge, som tyskerne havde stadig sværere ved at forsvare.

Det blev besluttet at forsøge med luftangreb, en opgave som blev overgivet til Royal Airforce. 28 lancasterbombefly som fløj fra russiske luftbaser angreb 15. september 1944 Tirpitz i Altafjord, beskadigede skibet men formåede ikke at sænke det. Den allierede overkommando var meget frustreret, men faktisk var forehavendet allerede på dette tidspunkt lykkedes. Tirpitz var efterhånden blevet så molestreret at det ikke længere kunne anvendes mod ishavskonvojerne, skrog og maskiner var stærkt beskadiget, dog var alt artilleriet stadig fuldt funktionsdueligt.

Den tyske flådekomando erkendte at Tirpitz som slagskib betragtet de facto var sat ud af spillet og flyttede derfor skibet til Tromsø, hvor det skulle slæbes ind på lavt vand ved øen "Håkøy" og fungere som kystforsvarsbatteri. Planen var, at opgrave et "voldanlæg" omkring skibet for at hindre eventuelle torpedoangreb. Dette arbejde blev aldrig fuldført, for 12. november blev Tirpitz igen angrebet af Lancasterbombere. Denne gang var der 32 bombefly, hver bærende en specialdesignet 6 tons panserbrydende bombe. Heldigvis havde man fra tysk side, i erkendelsen af at Tirpitz aldrig skulle sejle igen, sendt hele maskinbesætningen på 500 mand fra borde. Alt i alt var omkring halvdelen af skibets oprindelige besætning tilbage, da det nu kæmpede sin dødskamp.

Den eskadrille fra Royal Airforce som gennemførte angrebet, var allerede berømt for sine præcisionsbombninger af blandt andet de store tyske dæmninger i Ruhr. Tre af de kastede bomber ramte målet, én af dem antændte et ammunitionsmagasin og så var det forbi med Tirpitz. Trykbølgen fra den enorme eksplosion blæste styrbord side ud og fjernede en så stor del af den mudrede havbund at det forkrøblede skib nu væltede om på siden og i løbet af få sekunder vendte bunden i vejret.

1.000 søfolk var enten dræbt eller fanget inde i det mørke kolde skibsskrog. Endnu inden motorlarmen fra lancastermaskinerne var døet bort mellem fjeldene var tyske ingenører og teknikere igang med at forberede skærebrændere og andet udstyr. Tirpitz undervandsskrog var gjort af godt tysk stål, op til 350 milimeter tykt. Efter krigens afslutning skulle dette betyde at normændene ikke kunne ophugge og fjerne resterne af skibet, men måtte hente hjælp til arbejdet i Tyskland blandt de folk som havde bygge dette havuhyre. Færre end hundrede af de indespærrede søfolk overlevede ventetiden og kunne skæres ud af vraget, forfrosne og forskræmte men med livet i behold. 902 af deres skibskammerater omkom.

I fjeldsiden over Tromsø by, ligger et fæstningsanlæg med udsigt ud over fjorden og det sted ved Håkøy, hvor vragdelene af Tirpitz stadig ligger tilbage på den mudrede havbund. I de underjordiske bunkers er nu indrettet et lille museum med en mængde udstillede genstande fra Tirpitz. Vægplancher og fotos fortæller en del af den dramatiske historie, om dengang da det smukke landskab genlød af sønderrivende eksplosioner og skrigene fra døende soldater. I et hjørne hænger et lille indrammet diplom, en udsmykket seddel som minder lidt om et af barndommens hædersbeviser fra spejdergruppen eller idrætsforeningen. Imellem de gulnede ornamenter står et par linier med smukt skrevne bogstaver.

Før jeg går igang med at tyde det snørklede tyske sprog, læser jeg et lille skilt på væggen under diplomet, som siger at denne udstillede genstand er skænket af Fru Erhardt fra Eidingen i Tyskland. Da jeg atter vender mig mod det gulnede diplom fyldes jeg af undren som hurtigt vender til raseri. Jeg kan nærmest ikke tro mine egne øjne da jeg læser tekstens kancelisprog. Frau Erhardt har mistet sin mand og sine børns fader, men den meddelelse som her gives hende fra det tyske admiralitet minder i hele sit udtryk virkelig om et spejderdiplom, - en slags hædersbevis i bytte for den døde sømand. "Fædrelandet og Føreren anerkender hermed deres offer", blah blah, "faldet i heltmodig kamp" blah blah,... smukt pyntet med en tegning af et krigsskib med brusende bovbølger. Med en knugen i maven kigger jeg videre på de mange fotos, som hænger rundt i udstillingen. det er billeder som viser mandskabet og dagliglivet ombord på slagskibet. kartoffelskrælning i den enorme kabys, scener fra maskinrummet og under øvelsesskydninger. Jeg kigger på de mange unge ansigter og tænker på hvem af dem der mon er Herr Erhardt.

Dagen efter svømmer jeg hen over den mudrede havbund ved Håkøy, ud mod vraget af Tirpitz. På ti meters dybde begynder de første vragdele at dukke op i det grumsede vand, de er overvoksede med store havskræpper og umulige at sætte i forbindelse med det slagskib som jeg dagen før så fotografier af. Resterne af denne den tyske flådes stolthed ligner nærmest en undervandslosseplads med meterhøje bunker af forvredent skrot. Hvis ikke man vidste at dette engang havde været slagskibet Tirpitz, ville man ikke kunne se det ud fra disse ynkelige rester.

Jeg svømmer længe rundt imellem vragdelene og finder massevis af krudstænger i runde tønder af stål, - affyringsladningerne til slagskibets 38 cm kanoner. Så langt øjet rækker er der vragdele; en kasse med riffelpatroner, stadig pænt pakket og stablet fem og fem i små papirholdere, støvler og massevis af forskellige rør, kontroltavler med små skilte der på tysk gav anvisninger til brug af forskellige installationer og en telefon fra skibets interne samtaleanlæg.

Efter at have svømmet rundt på skibsvraget en lille halv time, kommer jeg over i et område hvor vandstrømmen har fjernet det øverste af mudderet. En lårbensknogle og en række brækkede ribben stikker ud gennem de forrevne rester af en tysk marineuniform. Jeg bakker forskrækket lidt tilbage, helt uforberedt på dette syn, som man set i bagklogsskabens skær jo godt kunne have forudset, der var jo trods alt 902 søfolk som omkom ved sænkningen.

Imens jeg langsomt svømmer ind mod land, tænker jeg lidt på om det mon var Herr Erhardts ribben jeg havde mødt derude.